onsdag den 18. april 2018

Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser [Sponsoreret]

Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser (Nevermoor, #1) [Sponsoreret af Gyldendal]

Bagsidetekst:
Kære miss Crow.

Tillykke! Du er blevet udvalgt af et af vores medlemmer som kandidat til Det Forunderlige Selskab. Vær venligst opmærksom på, at du ikke er sikret en plads. Medlemsskab af Selskabet er ekstremt eftertragtet, og hvert år konkurrerer flere hundrede håbefulde kandidater om et stipendiat. Hvis du vil være en del af Selskabet, bedes du underskrive den vedlagte kontrakt og returnere den til din læremester senest den sidste dag i Ellevte Vinter. Adgangsprøverne vil finde sted i foråret. Vi ønsker dig held og lykke.

Med venlig hilsen
Ældste G. Quinn
Mesterbygningen
Nevermoor

Vær parat - J.N.

Jeg synes virkelig det er fedt at der kommer så meget fantasy til de yngre læsere - jeg mener dem som jeg synes er for små til at læse Harry Potter. For jo, man kan godt være for ung til at læse Harry Potter - også selvom man godt kan læse den. En anden serie jeg vil anbefale til denne aldersgruppe er "De Ualmindelige".

"Nevermoor" er dog lidt i en anden boldgade. For hvor Harry Potter og "De Ualmindelige" foregår både i vores verden og i en magisk parallellverden, er alt nyt i "Nevermoor". Vi har dog stadig en semi-almindelig virkelighed og en parallellvirkelighed med magi, talende dyr og drager. Disse to virkeligheder hænger dog sammen og overlapper. Dog vil den semi-almindelige - jeg kalder den det, fordi det er der hvor Morrigan vokser op, men den virkelighed er ikke ligesom vores, som den er i Harry Potter og "De Ualmindelige" - ikke kendes ved Nevermoor og derfor har Morrigan aldrig hørt om det. Folkene i Nevermoor kender dog godt til Morrigans virkelighed, og kan rejse frem og tilbage. Samtidig er denne historie noget mere dyster fra start af en "De Ualmindelige". Jeg tror sagtens at aldersgruppen (10+) kan læse det uden besvær, men det skal man som læser bare være lidt opmærksom på.

Noget andet jeg virkelig godt kan lide ved denne serier er den steam punk-agtige stemning der er i bogen. Det er en genre jeg synes der er alt for lidt af på dansk - desværre. Eller så er jeg bare utrolig dårlig til at finde det. Det er fedt at der er blandet det steam punkede (fx Jupiters gående edderkoppe-bil-skibs-ting) med det magiske (enhjørninger, drager og talende katte). Mine erfaringer med steam punk fortæller mig også at de fortællinger ofte er lidt mørkere end fantasy, hvilket også passer fint med at den her historie er lidt mere dyster. Selvom der er gode oplevelser for Morrigan, kan hun ikke lade være med at føle sig udenfor - selvom hun nu er et sted hvor hun er værdsat, og den dystre stemning ligger hele tiden og lurer i baggrunden gennem hele historien.

Hvis du er til "De Ualmindelige" er det her et klart must read! Det er spændende og medrivende læsning, for dem der endnu ikke er klar til Harry Potter. Der er magi og mystik i lange baner, store, talende katte og hoteller der ændrer udseende fra dag til dag, drager og et mærkeligt selskab, som alle vil være medlem af. What's not to like? Jeg er i hvert fald fan og jeg glæder mig til at læse mere!

Tak til Gyldendal for boggaven.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Trails of Morrigan Crow
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 444
5 ud af 5 stjerner

mandag den 16. april 2018

Amie Kaufman; Illuminae

Amie Kaufman; Illuminae (Illumineafilerne, #1)

Bagsidetekst:
Da Kady slår op med Ezra, tror hun, det er det hårdeste, hun nogensinde skal igennem. Samme dag bliver hendes planet invaderet.

Året er 2575, og to rivaliserende megakoncerner er i krig om planeten Kerenza, der er lige mere end bare en is-dækket plet i udkanten af universet. Den ene koncern, Beitech, angriber Kerenza, hvor den anden koncern udfører illegalt minearbejde på Beitechs område. Det er hensigten, at angrebet skal dræbe alle civile på planeten, men det lykkes en række mennesker at evakuere til andre planeter - heriblandt historiens to hovedpersoner, Kady og Ezra, hvis kærlighedshistorie vi får fortalt, mens de prøver at finde rundt i konflikten mellem megakoncernerne og redde både sig selv og fremtiden for deres medborgere fra Keneza. Deres problemer er dog kun lige begyndt - en dødbringende best er brudt ud og muterer med skrækindjagende resultater. Flåden, der skulle beskytte dem, viser sig at være deres fjende, og ingen ved magten vil afsløre, hvad der reelt foregår.

Kady må hacke sig ind i et fintmasket net af informationer for at finde frem til sandheden, og det står hurtigt klart, at der kun er en, der kan hjælpe hende: Ezra, som hun havde svoret aldrig at tale til igen. 

Jeg købte denne bog for flere år siden med henblik på at læse den med det samme, og ja, så har den egentlig bare stået på min hylde ligesiden. Jeg løb så tør for læsestof da vi var på skiferie og begyndte på den som ebog og på engelsk. Da vi kom hjem gik jeg straks i gang med at læse videre i mit fysiske eksemplar og det er jeg glad for - for alle de lækre detaljer der er kræset ved, ved historien, kommer slet ikke til sin ret i ebogen. For er du vimmer, det er en vild læseoplevelse.

For det første er hele historien bygget op på chatlogs, mailkorrespondancer mellem historiens forskellige personer, renskrivninger af videoovervågning og ikke mindst hvad den kunstige inteligens AIDEN "tænker" og "oplever" - lyder det spacey? Det er det også - og det foregår også i rummet, så mere spacey bliver det vist ikke. Men selvom det er en sindssyg måde at bygge en bog op på og sikkert har taget ufattelig lang tid, så fungerer det bare virkelig godt. Det er utrolig gennemført. For det andet er der virkelig mange lækre detaljer og skriftlige finurligheder i bogen. Der er tegninger over rumskibenes opbygning og hver gang det er AIDEN der fortæller, er siderne sorte. Samtidig skal bogen fleres gange drejes mens man læser og skriften står i bølger, i cirkler og hvad ved jeg. Det er pisse fedt! At læse en historie hvor der ikke rigtig er noget direkte tale eller dialog, er meget underligt, og til at starte med også lidt anstrengende. For det kræver at man konstant har tungen lige i munden i forhold til hvor vi er henne, hvem der skriver og hvornår det foregår. Efterhånden vænner man sig til det. Og hvis I føler at den er for tyk til at gå i gang med (599) så tøv ej - de er forholdsvist hurtigt læst, netop pga. skrivestilen og at der er flere steder hvor der ikke står særlig meget på siderne. Det er ærgerligt at de næste bind ikke er oversat, men jeg kan godt forstå det - for det må være et kæmpe og omfattende arbejde at oversætte sådan en bog, hvor der er gjort så meget ud af udformningen.

Samtidig er det bare en ekstremt medrivende historie. Kady og Ezras forhold går fra at være helt til hundene, til at blomstre på ny - eller gør den? Jeg er vild med deres kærlighedshistorie, og det er tydeligt, gennem deres chatbeskeder, at de holder meget af hinanden. Det er også tydeligt at de skriver som de ville snakke med hinanden. Jeg har også et helt tydeligt billede af hvordan de ser ud, selvom det aldrig rigtig bliver beskrevet i detaljer. Det er også klart at de begge to er presset undervejs - de har begge mistet stort set alle de elsker, og har nu kun hinanden - selvom de befinder sig i hvert sit rumskib. De må begge to træffe umulige valg for at overleve. Undervejs må de også kæmpe mod AIDEN der lader til at være alvidende, og lidt for menneskelig, hvis I spørger mig. En computer skal ikke føle eller have en mening, men det har AIDEN og han (jeg mener den) er ikke bare for at handle udfra hvad han (jeg mener den), er bedst. Hvem det så er bedst for, kan diskuteres. Jeg tror heller ikke AIDEN helt er klar over det. Det er i hvert fald klart at han (jeg mener den) også tumler med nogle ting, han/den ikke helt forstår.

Det er en historie om hvor langt man er villig til at gå for at overleve. Hvad der er værd at kæmpe for, når alt ellers synes umuligt og det overlevelses instinkt der ligger i den menneskelige natur. For selvom Kady er ved at give op flere gange og føler håbet svigte, giver hun ikke op. Hun kæmper videre for det hun mener der er rigtigt, for det der er vigtig for hende og for hendes egen overlevelse. Hun indgår kompromisser og aftaler, for at sikre sin egen og forhåbentlig andres overlevelse. Hun gør ikke noget halvt, hun kæmper med næb og klør. Hun mindede mig om Cassie i "Den 5. bølge" - hun er også alene og sammen med fjenden, men hun kæmper stadig for dem hun holder af - også selvom det måske kan betyde at hun ikke overlever.

Hvis I har læst den, er I forhåbentlig ligeså begejstrede som jeg er, hvis I ikke har læst den - så gør det! Det er uden sammenligningen den vildeste læseoplevelse jeg har haft meget længe.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Original titel: Illuminae
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 608
6 ud af 6 stjerner

fredag den 13. april 2018

Iris og læsning

Iris og læsning 

Iris har altid være glad for bøger - og det er helt sikkert ikke min skyld ... eller jo, det er det jo nok, men det er jeg ganske godt tilfreds med. Jeg håber da at hun bliver ved med at synes bøger er sjove og hyggelige. Når vi har haft en dag hjemme har vi altid læst lidt. Det er typisk Malle-bøger der bliver læst igen og igen, til lige stor glæde hver gang. Eller de fine "Larm med dyreunger" eller maskiner eller dinosaurer. Der er også gået et par stykker til undervejs, fordi Iris lige blev lidt for glad for dem og ikke helt kunne finde ud af det med at passe på. Hun er blevet bedre til at passe på bøgerne, men det er dog stadig mest bøger med tykke sider der er et hit - og så kan hun bedre selv styre det også.


Som skrevet før har vi nok læst alle de Malle-bøger Iris har, mange mange gange! Der var på et tidspunkt hvor jeg kunne dem udenad, det kan jeg ikke helt mere, men det er tæt på. Jeg har forsøgt at læse lidt længere historier op for hende, men det er ikke altid at fokus lige er til det og så er det godt at gå tilbage til dem hun kender. Mimbo Jimbo er også et stort hit. Det lidt sjove er, er når jeg spørger om hun kan finde fx en fugl på billedet, vil hun helst pege med min pegefinger og ikke sin egen. Lidt pudsigt.

Til gengæld kan hun bruge lang tid på at kigge på lastbiler og flyvere i de nye billedbøger jeg har lånt og det elsker hun. "Fluar op' i himlen" bliver sagt mange gange, eller "stor fluar" og "lil' bit' fluar" - jo, der er da styr på hvilke der er store og små.

Noget af det jeg bedst kan lide ved at læse sammen med Iris er at vi stort set altid sidder på samme måde: mig i skrædderstilling på gulvet eller i en stol og hende ovenpå mig. Sådan har vi siddet med bøger fra hun var helt lille og det er så dejligt at vi kan blive ved med at sidde og læse sammen sådan. Det giver en dejlig form for tryghed og ro, at det altid foregår på samme måde. Samtidig er nærheden ved at vi sidder så tæt virkelig dejlig. Der bliver altid nusset og krammet, mens vi læser.


Det er jo heller ikke fordi Iris ingen bøger har. Hun har altid haft adgang til de bøger hun har - også som helt lille kunne hun kravle hen og tage fat i tykke papbøger eller bøger med bløde sider der knitrede når man bladrer. Flere bøger end jeg har tal på, er blevet spist og revet i stykker. Men hun har altid haft adgang til dem - sågar når hun skal i bad har hun en bog.

Jeg har ikke tidligere holdt styr på hvad Iris læste, selvom jeg skriver ned hvad jeg selv læser, men efter Kathrine har startet #1000bøger har jeg forsøgt at holde lidt mere styr på hvilke bøger vi læser. Jeg synes det er et mega fedt initiativ og som både læsehest og bibliotekar, støtter jeg fuldt op omkring det. Hvis I ikke har hørt om det, vil jeg råde jer til at kigge forbi hendes hjemmeside og læse mere. Jeg vil i hvert fald forsøge mit bedste til at Iris når det mål.


For jeg er tror på at læsning og bøger er vigtigt for børn. Jeg tror på, at det gør noget godt for dem. I forbindelse med mit arbejde har jeg besøgt to børnehaver og læst og leget sproglege med dem. Det er desværre så tydeligt når der er børn med forældre der ikke læser, snakker eller leger med børnene. Der var nogle 4-årige der havde dårligere sprog end Iris - det er altså skræmmende. Og hvordan skal det så ikke gå dem når de skal i skole?

Der skal virkelig så lidt til før at det kan mærkes. Bare lidt læsning hver dag. Lidt samtale om hvad man har oplevet i børnehaven. Når jeg spørger Iris om hun har haft en god dag, nævner hun alle navnene på de andre børn i dagplejen, som symbol på at hun har haft en god dag. Selv når hun ikke har været i dagpleje gør hun det. Hvis vi ikke snakker med vores børn, hvordan skal de så lære det?

Jeg ved godt at hverdagen kan være svær at få til at hænge sammen, men gør læsningen til et ritual. Til noget der ses frem til, noget man hygger sig med og vigtigst: noget man er sammen om! Jeg har tidligere skrevet om at jeg skal forsøge at lægge min telefon væk, og når jeg læser med Iris, er den i lommen (ja, bortset fra når jeg tager billeder), men ellers er den væk. For jeg vil gerne have at hun oplever at hun har hele min opmærksomhed og at min opmærksomhed er på det vi laver sammen.

Min opfordring er: læs med jeres børn og hyg jer med det! For det betaler sig for dem senere i livet.

onsdag den 11. april 2018

Sarah J. Maas; A Court of Wings and Ruin

Sarah J. Maas; A Court of Wings and Ruin (A Court of Thorns and Roses, #3)

Bagsidetekst:
Feyre will bring vengeance.

She has left the Night Court - and her High Lord - and is playing a deadly game of deceit. In the Spring Court, Tamlin is making deals with the invading king threatening to bring Prythian to its knees and Feyre is determined to uncover his plans. But to do so she must weave a web of lies, and one slip may spell doom not only for Feyre, but for her world as well.

As mighty armies grapple for power, Feyre must decide who to trust amongst the dazzling and lethal High Lords - and hunt for allies in unexpected places.

OMG! Den her serie altså. Jeg elsker den! Selvom bind tre her ikke er lige så god som bind to - for det er helt uden for kategori - så er det stadig spændende. Stadig medrivende. Stadig hot! Jeg er virkelig hooked og jeg glæder mig så meget til at bind fire kommer.

Jeg vil forsøge ikke at spoile noget i anmeldelsen, da bogen læst på engelsk, kan der være mange derude der endnu ikke har læst den. Forhåbentlig bliver den oversat til dansk, som de to foregående. I så fald skal den stadig ejes og stå sammen med de andre på hylden - for tal lige om smukke bøger. Forsiderne er virkelig små mesterværker. Lige et lille tip, hvis I ikke kender Charlie Bowater, så tjek hende ud! Hun har lavet nogle fantastiske illustrationer til bl.a. disse bøger. Jeg har bl.a. andet købt et meget fint print med alle hovedpersonerne på og jeg elsker det!

Dette var et lille sidespring, tilbage til snakken om bogen. Jeg ville være blevet imponeret hvis Sarah kunne holde fanen så højt hævet som hun gør i bind to. Jeg er rigtig glad for bind et, men bind to er bare fænomenal på så mange måder - jeg vil ikke komme ind på dem her, men læs den. Mine forventninger til bind tre var høje, men selvom de ikke helt blev indfriet, gør det ikke noget. For bogen holder stadig! Det er også svært helt præcist at sætte fingeren på hvad det er, der gør at den ikke er så god bind to. Måske fordi jeg synes Feyre kommer lidt for nemt til tingene i denne. Misforstå mig ikke, hun kæmper stadig og bliver da truet flere gange, men det kommer aldrig helt derud hvor man tvivler på om hun vil overleve eller om hun nu træffer det rigtige valg. Det er som om der bygges op til det helt store klimaks, for så bare at fade lidt ud igen, og så bygges der op igen og og fades ud osv. (Jeg håber dette giver mening). I så fald, synes jeg ikke helt vi når helt derud hvor vi var i bind to. En anden grund kan være at nu har Feyre og Rhysand fået hinanden - de er sammen, i medgang og modgang. Derfor er dramaet omkring de to ikke så stor en del af historien mere. Deres fælles fortælling fylder selvfølgelig, men nu er der noget andet på dagsordenen: krigen om Prythian. Der er derfor en del mere politik i denne historie, for der skal diskuteres og lægges planer. Det bliver dog på ingen måde kedeligt, for de forskellige High Lords har problemer med hinanden og kun ganske få kan faktisk holde hinanden ud - men mon ikke de finder en brugbar løsning?

Der er en tredje grund kan være at Sarah har lidt svært ved at tage livet af folk. Ikke at folk ikke dør, for der dør en masse folk. Men hun har svært ved "kill your darlings" - altså at slå nogle af de gode eller yndlings personer ihjel. Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting at hun har svært ved det, men det hænger sammen med min opfattelse af at Feyre kommer for nemt til for meget i denne bog. Hun kommer tæt på flere gange, men det bliver aldrig rigtig til noget. Hun mister ikke noget værdifuldt - ikke rigtigt.

Det gør dog bestemt ikke noget ved min mening om serien. Jeg er stadig dybt forelsket i den. Jeg synes det hele spiller virkelig godt: sprog, handling og personer. Humoren deri er virkelig fed og jeg sad flere gange og grinte for mig selv. Det er virkelig en fortælling der har taget mig med storm. Dette er også den første bog jeg har hørt som engelsk lydbog og jeg er meget imponeret over hvor godt det gik. Jeg havde lidt frygtet at jeg ville misse meget af handlingen, men det tror jeg ikke at jeg har (forhåbentlig!). Det er bestemt ikke sidste gang jeg giver mig i kast med det. Og nu er jeg up to date, så kan fjerde bind godt tage at komme så jeg kan få styret mine abstinenser!

Fakta:
Forlag: Bloomsbury
Udgivet i: 2017 (på engelsk)
Antal sider: 699
5 ud af 5 stjerner
(Læst på engelsk)

mandag den 9. april 2018

Mine boglige forelskelser

Mine boglige forelskelser 

I dette indlæg vil jeg krybe til korset og indrømme hvem der har været nogle af mine boglige forelskelser. Dem der er mine helte og mere til. Dem jeg har heppet på og måske drømt en lille drøm om. Dem der har givet mig hjertebanken og røde kinder når jeg tænker på dem og mindes bestemte passager i bøgerne?

Jeg håber ikke at jeg er ene om at have boglige forelskelser, for på en eller anden måde hører det vil med til at være bogelsker og bognørd? Det håber jeg i hvert fald!

Dominic ("Dæmondræberen")
Jeg vil starte med Dominic, for selvom det er længe siden jeg har læst serien, så er han bare en jeg ikke kan glemme. Der er kommet flere litterære forelskelser til sidenhen, men Dominic vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Selvom hans hjerte er knust, er han ikke bange for at føle noget - også selvom han tit gør grin med følelser og dem han holder af. Jeg tror at de blot skal tage det som tegn på at han virkelig holder af dem. De skal bevise sig over for ham, før han tillader nogen at komme tæt på, men når de er, så beskytter han dem med alt hvad han har. Både med dæmoniske og guddommelige kræfter. Samtidig elsker jeg hans humor. Hans sorte humor, der kan være frastødende og pervers, men som passer så godt til den han er: den faldne der forelskede sig.

Darrow au Andromedus ("Rød opstand")
En Rød slave der rejser sig og gør oprør mod de mægtige Gyldne. En slave der vælter en nation, for at følge sin døde kones drøm om et frit land. Hvad han ikke går igennem - både fysisk og psykisk, er imponerende. Han kæmper sig fra samfundets bund, til toppen, blot for at blæse til korthuset og få det til at vælte. Han er loyal, kløgtig og modig. Samtidig er han skrøbelig og sårbar. For han er født Rød, og selv som modificeret Gylden, kan han bløde og komme til skade. Han kan miste sin forstand når han bliver spærret inde og hans tro på mennesker kan smuldre når han bliver forrådt. Han er menneskelig og han fejler - gang på gang - men han giver ikke op. Han kæmper videre. Også selvom det virker umuligt. Flere gange tvivlede jeg på om han ville klare det - men gang på gang overraskede han mig.

Jace Herondale ("Dødens instrumenter") (bogen!!)
Åh bog-Jace! Hvor jeg dog gerne ville have haft at filmen og tv-serien ydede dig retfærdighed. Det gør ingen af dem - desværre. Filmen er tæt på, men alligevel så langt fra. De har ikke fanget din essens. Dit hårde ydre der kun dækker over den knuste dreng der fik at vide at det at elske, var at ødelægge. Din humor, der er sarkastisk, mørk og ærlig. Din beskyttertrang over dem du rent faktisk har lukket ind i dit hjerte, som langt fra er så knust som du tror. Du er ikke ond. Du er en kærlig person, der har gået grueligt meget igennem for at slippe af med den umådeligt vægt du har båret på dine skuldre. Du er en af mine litterære forelskelser og helte - du må ikke forandre dig!

Robin Goodfellow aka Puck ("Iron Fey")
Hvor ville jeg have ønsket at Megan valgte Puck, men ak. Endnu engang vælger pigen den forkerte (jeg heppede også på Team Jacob). Jeg elsker Pucks humor, hans spidsfindige kommentarer og hentydninger. Hans altid velmente mening, også selvom de ofte er skyld i at han kommer i fedtefadet. Som flere af mine andre helte vil han gøre alt for dem han elsker - endda opgive at være sammen med dem.

Rhysand ("Et rige af tåge og vrede")
Åh, Rhysand. Den onde hersker med et hjerte af guld for dem han holder af. Hvad han ikke har gennemlevet for at sikre sin familie, sin befolkning og sin by. Alle de ofre. Alle de tab. Alle de løgne han har fortalt for at få folk til at tro at han er ondskaben selv. Ondskab i sin reneste form. Mit hjerte bløder for hans tab og hans lidelser, men samtidig vokser det også, for den kærlighed han føler - ikke blot for Feyre, men for alle dem han har nærmest. Samtidig beskrives han som gudesmuk, mørk og dyster og hvem kan ikke lide det? Når jeg tænker tilbage på kapitel 55 (hvis I endnu ikke har læst "Et rige af tåge og vrede" - så gør det, om så bare for det ene kapitel!), bliver jeg stadig rød i kinderne, over hvor perfekt det er. Det er simpelthen et af de bedste kapitler i hele seriens historie - ja, hvis ikke i mange seriers historie. Perfekt, siger jeg bare!

Christian Grey ("Fifty Shades of Grey")
Ak, ja, jeg må indrømme at mr. Grey gav mig røde kinder og hjertebanken. Selvom han kunne være et arrogant røvhul, var han jo også kærlig, betænksom og sød - på sin helt egen måde. Jeg har fået at vide at hvis man læser "Grey" så ændres ens syn på ham, så det har jeg ikke gjort. Jeg er dog nysgerrig, men jeg kan lide ham som han er i de første bøger. Han er det ultimative sexsymbol og en mand med et knust hjerte, som alle kvinder ville ønske de kunne hele. Jeg elskede at han både var hård og blød - det hårde ydre, der dækker over en usikkerhed og en blødhed, der ikke var plads til at vise. Jeg vil nok altid have en svaghed for ham. Jeg er dog bestemt ikke tilfreds med hvordan han er i filmen, men det er der desværre ikke noget at gøre noget ved.

Severus Snape (Harry Potter)
Der er en grund til at jeg har "Always" tatoveret på min arm. Der er en grund til at jeg, når jeg nogle gange har brug for at græde, sætter mig til at se den sidste Harry Potter film, for den er stensikker hver gang: når Snape dør og vi ser hans minder, græder jeg. Selvom jeg hadede Snape til at starte med (hvem gjorde ikke det?), så blev det jo klart undervejs at der var mere end hvad man lige så med det blotte øje. Der var hemmeligheder og løgne, der skjulte sandheden om manden er aldrig holdt op med at elske Lily. Derfor kan jeg ikke lave denne liste uden at nævne ham - for han vil altid være noget særligt, også selvom jeg måske ikke lige ville kalde det en boglig forelskelse, vil jeg stadig nævne ham her.


Hvem er jeres boglige forelskelser?

fredag den 6. april 2018

Brian K. Vaughan; Saga, vol. 7 [Sponsoreret]

Brian K. Vaughan; Saga, vol. 7 [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Efter endelig at være blevet genforenet med sin konstant voksende familie, rejser Hazel til en krigshærget komet, som Wreath og Landfall har kæmpet om i evigheder. Nye venskaber dannes og andre går for altid tabt i dette actionmættede bind om familier, kamp og livet som flygtning.

Jeg har tidligere skrevet om Saga-tegneserien og nu gør jeg det igen, for hvis du endnu ikke har læst den - vil jeg bestemt anbefale dig at gå i gang! Det er hæsblæsende aktion og der er virkelig ikke sparet på noget. Dog vil jeg sige at det ikke er for sarte sjæle - for der er blod, vold og mærkeligt sex i lange baner (i hvert fald i de første bind - heldigvis har tonet lidt ned for det i de sidste bind). Jeg er vild med illustrationerne - selvom de kan være voldsomme og bizarre. De passer rigtig godt historien og det univers som forfatterne har skabt.

Saga er en episk kærlighedshistorie om Alana og Marko, der på trods af, at de burde være fjender, forelsker sig og får datteren Hazel. De er do på flugt fra flere som vil slå dem ihjel - en flugt der bringer dem hid og did i det uendelige verdensrum. Der er ikke meget fred og ro til den lille familie. Dog opgiver de aldrig håbet på at nå til et sted hvor de kan leve fredeligt sammen - om de nogensinde finder sådan et sted, vides ikke. Både Alana og Marko er soldater og håber at de kan lægge våbnene på hylden og leve fredeligt, men gang på gang støder de på uforudsete problemer der besværliggør denne drøm. Samtidig er det ikke blot Alana og Marko vi følger, men også dem der vil dem til livs. Disse karakterer udvikler sig også igennem historien, og vi ser at deres verdens syn også ændres undervejs i historien. Fra at være modstandere af Alana og Markos forhold og familieforøgelse, er der faktisk et par stykker der nu støtter op om og vil beskytte. Deres familie vokser og vokser - selvom der også bliver sagt farvel til en del. Vold er som sagt en ret stor del af historien og forfatterne er ikke bange for at slå folk ihjel!

Dette er også en tegneserie som jeg synes bliver bedre og bedre. Jeg var vild med de første bind, men jeg synes at udviklingen i historien og personerens udvikling er virkelig spændende og gennemført. De vokser med de prøvelser de skal igennem og med de valg de træffer. Jeg håber virkelig at der er lang tid til at serien slutter, for jeg har slet ikke lyst til at sige farvel!

Tak til Bog & Ide for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag:
Udgivet i: 2017 (på dansk)
Antal sider: 152
5 ud af 5 stjerner

Mere om forfatteren her.
Mere om serien her.

onsdag den 4. april 2018

Læsning og forståelse

Læsning og forståelse

For lidt tid siden læste jeg et indlæg på "Bibliotekattens Bøger" om læsning og forståelse af Harry Potter (læs hendes indlæg her) og jeg vil gerne melde mig til koret af ("onde") ånder, og opfordre til at det ikke er ligegyldigt hvilke bøger ens barn læser, hvornår. Det er rigtig fint at man gerne vil give sine egne barndoms klassikere videre til ens børn, men det skal gøres når de er klar til det. Det kan godt være at de kan læse bogen, men kan de også forstå den? Det er næppe altid tilfældet.

Jeg har en kollega der har fortalt at hun engang skulle hjælpe en mor der var inde på biblioteket for at låne bøger til det ene af sine børn. Pigen ville gerne læse "Dig og mig ved daggry" (tror jeg det var), fordi hendes storesøster havde læst den. Og det fik hun lov til at moren. Det er som sådan også fint nok. Men hvis man kun er 10-11 år, så skal man ikke læse den. For den er bestemt ikke for børn. Det er en meget rå og voldsom fortælling, med nogle ikke særlig flatterende scener i - scener der bestemt ikke er for 10-11-årige.

Jeg kender også andre der har læst "Fifty Shades of Grey" som store teenagere, hvilket jeg også synes er helt forkert. Jeg føler, at jeg var for ung da jeg læste den! Og jeg var da trods alt over 20 da jeg læste den. Det kan godt være de kan læse bogen, men forstå den? Og jeg tvivler på, at det at læse Fifty så tidligt, har en god indflydelse på hvordan man ser forhold, sex og kærlighed.

Selvfølgelig er det mega fedt når de unge vil læse og vil læse meget, men altid med måde. Der findes masser af gode bøger til forskellige niveauer, også tykke bøger og bøger med substans. Bare fordi det er børne- eller ungdomsbøger, er det ikke ensbetydende med at kvaliteten af historien er dårlig. Der er både kærlighed og krimi for den aldersgruppe - begge dele i et format og udtryk som de unge læsere forstår. Selvfølgelig skal vi servicere de unge læsere når de kommer med titler de gerne vil læse, men er det ikke også vores rolle - både som bibliotekar, men især da også som forældre - og kunne sige: "Den her venter vi lige lidt med skat, der skal du være lidt ældre." Det kan godt være teenageren så bliver utilfreds, men så må der findes noget der passer bedre til ham/hende. Jeg er sikker på at det er en svær balancegang, men hvis der ikke er nogen der sætter grænser for hvornår man må læse hvad, så tror jeg altså det kan give lidt forskurede syn på mange ting.

Samtidig kan centrale temaerne i bøgerne også gå hen over hovedet på de stakkels unge læsere. Harry Potter-bøgerne bliver mørkere og mørkere jo længere vi kommer, de sidste bøger er bestemt ikke egnede til, lad os sige, 13-årige. Det kan godt være de forstår ordene, men forstår de Harrys følelser? Forstår de hvorfor han gør som han gør? Hvorfor hans venner gør som de gør og føler hvad de føler? Næppe, og det kan ødelægge læseoplevelsen, hvis man ikke får alle aspekter med. Indrømmet, det er da heller ikke altid at jeg lige fanger alt i de bøger jeg læser, men jeg har trods alt nogle redskaber og noget bagage der gør, at jeg kan arbejde mig hen imod en forståelse af problemerne - om ikke andet har jeg nok nogen i mit netværk der kan forklare mig det.

En helt anden side af sagen er film. Jeg var i Musikkens Hus og se "Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer" og der sad en familie med tre drenge ved siden af min mor og jeg. Den mindste dreng har ikke været mere end 5. Hvad får han ud af at blive slæbt med ind og se det? Allerede halvvejs i første del ville han ikke sidde stille og han skulle have handlingen forklaret. Det blev ikke bedre i anden halvdel og da koncerten sluttede 22:10 skyndte de sig også at gå. Der havde moren tysset på ham flere gange. Det kan godt være den store dreng (nok omkring 10 år) forstod det, men de to små? Det tvivler jeg på. Samtidig tror jeg ikke på at forældrene har hygget sig særlig meget. Så hvorfor ikke lade de små blive hjemme og passet, hvis det var mor og far der gerne ville se det? Ja, undskyld, men så må man også vurdere om ens børn forstå det man vil og se. Og som 5-årig er man, i min optik, for lille til Harry Potter.

Så, forældre, meld jer på banen når jeres små skal vælge bøger! Sørg for at de læser hvad der passer til deres eget niveau. På den måde tror jeg ikke de risikere at miste lysten til at læse, men måske tværtimod får mere lyst og mod på at læse!

En regel jeg har lært der er god at kunne er knytnævereglen. Den går ud på at finde en bog man gerne vil læse. Slå op på en tilfældig side i bogen. Læs den side, hvis der er flere end fem ord man ikke forstår eller har svært ved at læse, skal man "bokse" bogen væk - deraf knytnæven. På den måde sikre man sig at man får noget med hjem som man forstår. Den kan også bruges den modsatte vej: hvis der er flere end fem ord der er for nemme, skal den også bokses væk. Det var lige et gratis tip.

Og smut så på biblioteket og lån en masse bøger!

mandag den 2. april 2018

Marts wrap-up

Marts wrap-up

Så siger vi farvel til endnu en måned og denne gang har jeg fået læst rigtig meget. I hvert fald mere end i de foregående måneder og det er jeg rigtig glad for. Jeg har fået gjort et godt indhug i mine anmeldereksemplarer og det er dejligt, for så har jeg ikke så dårlig samvittighed over ikke at få læst så meget. Selvom der stadig ligger en del i mine stakke, så er det ikke så mange som der har gjort (selvom jeg ved at der snart er nogen på vej). Og jeg klager stadig ikke, det er lækkert at have så meget forskelligt at vælge i mellem og jeg har virkelig fået læst meget forskelligt i marts.

Det er i alt blevet til 28 bøger og 4472 antal sider - meget bedre end forrige måned!

Læste bøger:
Kirsten Sonne Harild; Alt for dig (lektør)
Cecelia Ahern; Perfekt
Tæl med biler (lektør)
Tæl med bondegårdsdyr (lektør)
Gena Showalter; Førstelivet
Karen Inge Nielsen; Natspindlerens dødsmærke
Charlotte Fischer; Diali (Sjælevandrer, #1)
Steve Smallman; Tørke i mudderpølen (lektør)
Steve Smallman; Hvor er mælken? (lektør)
Steve Smallman; Hønen og ægget (lektør)
Steve Smallman; Den travle traktor (lektør)
Sarah Engell; Fuglemanden
Ernst Cline; Spillet om Oasis (Ready Player One, #1)
Adam Silvera; De dør begge til sidst
Brian K. Vaughan; Saga, vol. 7
Sarah J. Maas; A Court of Wings and Ruin (ACOTAR, #3)
Oliver Jeffers; Hjertet og flasken
Oliver Jeffers; Træet
Valerie Mangin; Rovdyrenes klub, part 1
Valerie Mangin; Rovdyrenes klub, part 2
Mark Jansson; Hvor skal bjørnen hen? (lektør)
Amie Kaufman; Illumiea
Martin Baltscheit; Max vil kysse (lektør)
Kathleen Amant; Anna og bedstefar på udflugt (lektør)
Kathleen Amant; Anna overnatter hos bedstemor (lektør)
Føl læs lær - ord (lektør)
Føl læs lær - dyr (lektør)
Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser 

Månedens korteste bog:
Det kan ikke være andet end "Tæl med biler/bondegårdsdyr"-bøgerne, da de kun er på 14 sider. Det er pegebøger med fine billeder og tal på hver side, til de yngste læsere og jeg satser helt klart på at Iris skal overtage dem.

Månedens længste bog:
Det er "A Court of Wings and Ruin" - selvom jeg læste 156 sider af den i februar, har jeg stadig læst 543 sider nu. Eller hørt dem, rettere sagt. Jeg har nemlig hørt dem som lydbog - min første engelske lydbog! Og det bliver bestemt ikke den sidste. Det var virkelig en god oplevelse og så er bogen jo bare fantastisk!

Månedens mest overraskende bog:
Jeg tror jeg vil vælge "Illuminea" her. Jeg har haft bogen stående virkelig længe på mine hylder, men nu skulle det være og jeg virkelig overrasket hvor total fed og gennemført den er! Det var den vildeste læseoplevelse.

Månedens bedste bog:
Uha, det er svært - for der har virkelig været mange rigtig gode i denne måned, men jeg tror jeg vil vælge "Fuglemanden" af Sarah Engell. Fordi det er en fantastisk historie og fordi den er utrolig vigtig. Den giver et unikt indblik i hvordan det er at være psykisk syg og så går tekst og illustrationer bare op i en højere enhed.

Hvad jeg vil læse i april:
Jeg håber på at få læst den nye Stephanie Perkins og Becky Albertalli - forfattere jeg holder rigtig meget af. Perkins har vist bevæget sig ud i noget krimi-thriller-noget, så det er jeg spændt på at læse. Samtidig håber jeg at få læse videre i Illuminea-serien, også selvom det bliver på engelsk, for det er kun første bind der er oversat.

Hvad håber I at få læst?


fredag den 30. marts 2018

Adam Silvera; De dør begge til sidst [Sponsoreret]

Adam Silvera; De dør begge til sidst [Sponsoreret af Gyldendal]

Bagsidetekst:
Den 5. september lidt over midnat ringer Dødsrådet til Mateo Torrez og Rufus Emeterio. Dødsrådet kan se ud i fremtiden: Både Mateo og Rufus vil dø i dag.

De to kender endnu ikke hinanden. Spørgsmålet er, om de kan nå at finde hinanden, kærligheden og meningen med livet på den tid, de har tilbage.

Kan man leve et helt liv på kun et døgn?

Jeg har haft meget blandede læseoplevelser med Adam Silvera. Den første jeg læste, "Den dag jeg glemmer" brød jeg mig ikke særlig meget om, men "Fortid er alt jeg har" kunne jeg rigtig godt lide. Derfor var det også med bankende hjerte at jeg pakkede denne da vi skulle på skiferie - for ville jeg kunne lide den? Det kunne jeg! Meget mere end de foregående. Det var noget helt andet end det jeg havde forestillet mig og jeg var meget positiv overrasket.

Hele tanken om at blive ringet op den dag man skal dø og få den besked er meget makaber og ret ubehagelig. Især hvis man får opkaldet for tidligt. For der er ingen måde hvorpå man kan undgå døden. Der er ingen udvej så snart Dødsrådet ringer til en. Så er det slut. Man ved dog ikke hvornår på dagen, det kan være lige efter man har lagt på, eller flere timer efter. Årsagen til ens død er også ukendt. En tanke jeg dog ikke helt kunne slippe undervejs var, hvordan ved Dødsrådet at man skal dø? Hvordan får de det at vide? Og hvorfor er der ikke nogen der har prøvet at gøre oprør imod det system? Vi hører jo lidt om tilværelsen før Dødsrådet. På den ene side tror jeg det er fordi folk har forliget sig med, at det er sådan det er nu. Der er et helt samfund omkring det at være "Nedtæller" (dem der tæller ned til at de skal dø) - der er oplevelser som kun er for Nedtællere, folk der gerne vil i seng med en, fordi man er Nedtæller. Restauranter giver gratis måltider og så videre. På den anden side tror jeg ikke vi får mere at vide om hvem Dødsrådet er og hvordan de ved hvornår man skal dø, er at det ikke er hovedfokusset for denne historie. Det der derimod er fokus på, er hvordan vi lever vores liv. Hvordan vi lever, især på vores sidste dag.

Dagen i dag er en lang morgen. 
Men det er mig, der skal vågne og stige ud af sengen. 
Jeg ser ud på de tomme gader, 
og jeg begynder at gå hen mod Rufus og hans cykel, 
går hen mod døden med hvert et minut, vi mister. 
Går hen mod en verden, der er imod os. 

Både Mateo og Rufus har nogle svære valg de skal træffe. Vil de huskes som de personer de er nu, eller vil de forsøge at finde ind til et bedre jeg? Et jeg de kan være tilfredse med. Et jeg der har levet livet fuldt ud - selvom de ikke fik så mange år at leve i. Begge skal sige farvel til de personer der betyder mest for dem. Og Mateo kan ikke en gang lov til at sige ordentlig farvel. Samtidig er det også en fortælling om at finde ud af hvem man er - udover at man skal være det bedste jeg man kan være, skal de finde ud af hvad dette "jeg" indeholder. Er de modige? Smilende? Imødekommende? Forelskede? I så fald, i hvem? Tør de reagerer på de følelser de mærker i løbet af dagen? For kan man nå at være virkelig lykkelig og forelsket på blot et døgn?

Det er også en historie om svigt. Især svigt fra de personer der burde støtte en mest, fra dem der altid burde være der og elske en. Fra ens forældre og fra et system, der også burde tage hånd om en, når det var nødvendigt. Heldigvis oplever både Mateo og Rufus at få familierelationer med deres venner og via dem får de tryghed og loyalitet.

Man bliver født ind i en familie, 
men venskaber går man ind i. 
Nogle af dem skal man lægge bag sig. 
Andre er hver en risiko værd.

Jeg nød virkelig denne bog, selvom den flere gange gav mig både ondt i hjertet og hjertebanken. Det er medrivende læsning, der virkelig indfangede mig i denne specielle virkelighed, hvor et opkaldt midt om natten, er det mest frygtede opkald nogensinde. Jeg er vild med skrivestilen og de skiftende fortællervinkler, som er med til at give et indblik i hvordan flere af personerne som Mateo og Rufus møder oplever dagen - hvad end de også har fået opkaldet eller ej. 

Adam - denne bog er jeg fan af og jeg glæder mig til at læse mere!


Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: They both die at the end
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 300
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 28. marts 2018

Ernst Cline; Spillet om OASIS

Ernst Cline; Spillet om OASIS (Ready Player One, #1)

Bagsidetekst:
Wade Watts søger tilflugt i det globale onlinespil OASIS, et virtuelt utopia med mere end 10.000 planeter og uendelige muligheder ...

Et sted i dette virtuelle slaraffenland har skaberen af OASIS, James Halliday, skjult en række gåder og udfordringer, som alle relaterer til 1980'erne. Den person som først løser dem arver Hallidays enorme formue og kontrollen over OASIS! Men gåderne er svære.

En dag efter mange års søgen løser Wade endelig den første gåde, og så starter spiller om OASIS ...

Jeg har egentlig gerne ville læse den her bog længe, men som så mange andre, er det bare aldrig rigtig blevet til noget. Nu skulle vi læse den til min læsekreds og jeg blev faktisk ret grebet af historien, selvom den ofte blev noget langhåret og nørdet.

Jeg synes hele ideen med det virtuelle virkelighed er vildt spændende! Jeg kan dog stadig blive lidt forvirret over at man kan alle mulige ting når man befinder sig i en stol - men jeg tror bare jeg skal lade være med at tænke for meget over det og bare følge med flowet. I OASIS er alt muligt og for en dreng som Wade der ingenting har, er det, det eneste sted han virkelig føler at han kan noget og er nogen. Det bliver endnu vildere for ham da han knækker første kode i jagten på ægget. Hele den del af historien er virkelig spændende: de forskellige spilleres jagt efter ægget, udredningen af ledetråde og alle gætterier om hvor den næste ledetråd kan være er virkelig gennemført og hæsblæsende. Selvom historien spænder over forholdsvis lang tid, så gør det ikke noget. De "rolige" perioder er mere eller mindre sprunget over, samtidig med at handlingen alligevel fortsætter sit forløb. Det er en utrolig medrivende fortælling.

Dog vil sige at for en som mig, som ikke er specielt kendt med computerspil, arkadespil og spil generelt - og slet ikke fra 80'erne - så kan det godt blive noget langhåret og nørdet til tider. Der er mange steder hvor der bliver brugt flere sider på at redegøre for et specielt spil, film eller musikstykke fra det årti, og så står jeg altså lidt af. Jeg skimmede flere af disse pasager, fordi jeg simpelthen ikke forstod dem og det ødelagde lidt læseoplevelsen for mig. Men. For dem der interesserer sig for sådan noget, vil denne bog helt klart være sagen. Når Wade er i OASIS foregår alt i højeste gear, der er sjældent tid til at gennemtænke hvad han skal og han er hele tiden på vagt - lidt sådan forestiller jeg mig, det er at spille visse computerspil. Det gør at historien, selvom den er lang, føles kort. Jeg kunne sagtens have læst mere - og der kommer jo heldigvis mere!

Selvom alt skriveriet om kultspil og arkadespil jeg aldrig har hørt om, kunne være langhåret, var det også utrolig spændende. Jeg har ingen ide om hvor mange de nævnte spil der findes i virkeligheden, men hvis de alle sammen findes, må forfatteren virkelig have lavet et kæmpe arbejde for at få historien til at gå op i højere enhed sammen med historierne i de udvalgte spil. Det tager jeg hatten af for. Dette gør også at bogen virkelig er medrivende - på trods af alt det nørdede! For samtidig med at det er en historie om hvor dejligt det er at have en virtuel verden af flygte til, så er det også en løftet pegefinger om hvad der sker med os som mennesker hvis vi kun "lever" virtuelt. Hvilke egenskaber vi kommer til at mangle eller miste. Hvad bliver der af vores kroppe hvis de ikke holdes i gang? Hvad bliver der af sociale færdigheder, hvis de kun findes virtuelt? Hvad med kropskontakt - kys og kram? Det er en spændende udvikling at følge med i - for Wade elsker OASIS, men undervejs opdager han alligevel at solen måske skinner lidt lysere ude i det virkelige liv.

Jeg håber helt klart at der kommer mere - for jeg er da ikke helt klar til at forlade OASIS endnu ... godt jeg kan gå i biografen og opleve det!


Fakta:
Forlag: Tellerup
Original titel: Ready player one
Udgivet i: 2011 (på engelsk) 2013 (på dansk)
Antal sider: 486
5 ud af 5 stjerner

mandag den 26. marts 2018

Sarah Engell; Fuglemanden [Sponsoreret]

Sarah Engell; Fuglemanden [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Jeg ved ikke, hvorfor det startede
Det kom snigende, som tåge
Først fuglene, som ingen andre kunne se
Så stemmen, der talte højere og højere
Indtil han en dag sad på min seng
Fuglemanden

Sarah Engell, du fortjener en medalje! En stor skinnende guld medalje. Og kram, masser af kram. For fandme (undskyld!) om du ikke har gjort det igen! Skrevet en rå, rørende og utrolig rammende ungdomsbog (som også kan læses af voksne og børn) om et emne som folk plejer at gå en stor bue uden om: psykisk sygdom. Jeg ved ikke hvordan du gør det, men du imponerer mig ved hver bog du skriver og dette samarbejde med Lilian Brøgger er et match made in Heaven. Din skrivestil og hendes illustrative evner er bare så gode sammen. Dine rå, men ærlige ord, og hendes tå, og til tider ufærdige tegninger giver en helt unik læseoplevelse. En læseoplevelse der borer sig ind i krop og sjæl hos dem der læser den.

Sarah er en gudsbenådet forfatter der har en utrolig fin evne til at skildre utrolig ubehagelige historier, oplevelser eller tabuer. Det bliver aldrig overgjort eller blæst op. Det bliver holdt nede på jorden og italesat som det de nu engang er: virkelige problemer, der kan ramme alle typer af mennesker. Hun har skrevet om mobning, selvmord, politik og nu psykisk sygdom - i grafisk novelle udgave, og det er som om det giver et ekstra lag til Sarahs fantastiske sprog. For selvom der ikke er meget af Sarahs normale skrivesprog i bogen, er den alligevel fyldt med det. I de små talebobler der er, er det så tydeligt at det er hendes hånd og tanker der har ført pennen. Jeg kender ingen der kan skrive som hun kan. Sat sammen med de utrolige uskønne illustrationer fra Lilian Brøgger giver det et indblik i hvordan det kan føles af lide af psykisk sygdom. Og jo, illustrationer er uskønne, fordi der er ikke noget smukt og pænt ved at lide af indre stemmer og tvangstanker. Det er en rodet affære, med mørke og uskarpe billeder og en evigt frygt for hvad der nu skal ske. Alt dette rammer Lilian virkelig godt med sine rå og brutale tegninger.

Der er intet pænt og nydeligt over denne bog. Det er præcis som jeg havde forestillet mig det skulle være - og mere til. For selv nu (et par uger efter jeg har læst den) kan jeg få ondt i maven når jeg tænker tilbage på den. Jeg får kuldegysninger når jeg kigger på forsiden og får en trang til at kigge mig over skulderen af frygt for at Fuglemanden rent faktisk skulle være der (det er han ikke, bare rolig!). Jeg har aldrig selv prøvet at have det sådan som hovedpersonen Barbara har, men jeg kender folk der har og ud fra deres fortællinger kan jeg sige at Sarah og Lilian har ramt hovedet på sømmet.

Tak Sarah for endnu en storslået (selvom den er på lidt over 100 sider) historie, der har holdt mig vågen og som jeg stadig bærer med mig. Tak Lilian for at give Fuglemanden ekstra liv. Selvom historien uden illustrationer ville have været utrolig, er det noget helt specielt med illustrationer til - især illustrationer som dine!

Tak til Carlsen for boggaven!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2018
Antal sider: 109
5 ud af 5 stjerner

fredag den 23. marts 2018

Charlotte Fischer; Diali [Sponsoreret]

Charlotte Fischer; Diali (Sjælevandrer, #1) [Sponsoreret af Facet]

Bagsidetekst:
Roneoak er navnet på det samfund, Cawi og Dahlia kender, og lever i. Roneoak ligger ved kysten. Det sidste sted for mennesket. I Roneoak forsøger Cawi og Dahlia at opretholde en tilværelse. Der er mangel på alt. Og fremtiden er usikker. Cawi fornemmer, at en altødelæggende trussel mod Roneoak er nært forestående. Cawi er overbevidst om, at der findes mennesker på den anden side af bjergene. Derfor begiver Cawi og Dahlia sig ud på en rejse, som ændrer deres liv for altid.

Verden som vi kender den er gået under: Moder Jord har gjort oprør mod mennesket ved at spille med musklerne og ødelægge al civilisation som vi kender den i dag. Udover Jorden som vi kender den, er der også det sted hvor de døde vandrer inden de går til enten Helvede eller Himlen: Diali. Det sted som Cawi kan rejse til når han er tæt på at dø og muligvis også når han selv vil. Cawi og Dhalia må, efter deres fødested er blevet oversvømmet af en tsunami, klatre op i bjergene for at finde andre mennesker og forhåbentlig et sted at bygge en fremtid. Det de finder overstiger deres vildeste forventninger, samtidig med at det truer med at ødelægge det de har fuldstændig.

Jeg er ret vild med ideen om det her vadested mellem liv og død, som alle skal igennem før de går videre - op det bliver op eller ned (eller tilbage). Jeg synes dog ikke der bliver gjort nok ud af den verden i bogen. Vi snuser kun til den meget få gange, så lidt at det faktisk er lidt forvirrende når Cawi kommer dertil. Hvor er han? Hvad skal han der? Det er virkelig synd, for det lyder interessant og som om Cawi spiller en stor rolle der - sådan hintes det i hvert fald til sidst ... shh ... Men ja, det er lidt øv at vi ikke lærer mere om Diali, men det håber jeg da vi kommer til.

Af at bogen er solgt som en dystopisk fortælling eller som fantasy, bliver lidt udvandet af Cawi og Dahlias kærlighedshistorie. Jeg synes den overtager føringen alt for meget, og bliver det totale fokus, i stedet for netop det med den parallelle verden og måske endda også de underlige elektriske storme over bjergene. Jeg er med på at der godt må være en god kærligheds historie - det fungerer også rigtig godt i starten, men så bliver det bare de to og deres kvaler. Samtidig bryder jeg mig vitterligt ikke særlig meget om Cawi. Jeg ved godt at han kæmper med en indre kamp mod sig selv og at han måske (måske ikke) er helt rask - sådan efter nutidige standarter, men det skal ikke gå ud over Dahlia og da han slår hende, mistede jeg virkelig meget for ham. Jeg ved godt de er sjælevenner og ikke kan leve uden hinanden, men det overtrådte han bare min grænse - og Dahlia også, for hun blev. At han også udnytter hende seksuelt - på ingen måde, uden at hun giver samtykke - men alligevel, det hjælper heller ikke. Jeg ved han elsker hende, men alligevel.

I starten af bogen irriterede det sproglige mig også helt vildt. Der var mange korte sætninger, som gjorde læseflowet underligt opbrudt og stakato-agtigt. Samtidig bliver der startet mange sætninger med "jeg" eller der står Cawi mange gange efter hinanden, i stedet for han. Det var dog som om, jo længere forfatteren var kommet med at skrive, jo bedre flød historien. Er det mon fordi Cawi og Dahlia kommer til et mere civiliseret sted? Før boede de et sted uden stor fokus på uddannelse og opdragelse, men over bjergene kommer de til et velopbygget samfund og derfor afspejler skrivestilen det. Hm, det var lige en ny tanke der lige kom mens jeg skrev anmeldelsen ... Et godt stykke inde i bogen tænkte jeg ikke mere over sproget eller sætningerne, fordi historien flød rigtig godt og var spændende - selvom det blev en kærlighedshistorie mere end en dystopisk fortælling. Jeg ville have ønsket at der var mere vægt på den del, men som skrevet længere oppe, så håber jeg at det kommer i efterfølgeren. Jeg føler virkelig at dette var introen. Præsentationen til vores personer. Hvordan de er, hvad deres fejl og mangler af. Hvad de har af styrker. Så nu bliver det spændende at se hvordan disse skal bruges.

Fundamentet støbt til et ordentlig brag af en fortælling, med lyn, torden, mystiske væsner og sværdkamp - det takker jeg gerne ja til.

Tak til Forlaget Facet for boggaven.

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2017
Antal sider: 316
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 21. marts 2018

Karen Inge Nielsen; Natspindlerens dødsmærke [Sponsoreret]

Karen Inge Nielsen; Natspindlerens dødsmærke [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Tiden efter De Sorte og Tigrils fald har været hård. Landet lå i ruiner - brændt til ukendelighed, og de menneskelige tab har været store. Sammen med hertug Castor har Sia gjort sit bedste for at genopbygge livet i Karstel. Men sårene fra De Sortes tid er svære at hele. Selvom blomsterne står farvestrålende op af husmurene i Karstels gader, kan de ikke fortrænge de mørke kræfter, der lurer i skyggerne. Sia kæmper med sorgen over og savnet af sin far, og samtidig er en ukendt, hviskende stemme begyndt at hjemsøge hende om natten. Langsomt går det op for Sia, at det, hun troede var afsluttet, da Tigril faldt, langtfra er slut endnu. Legenderne spøger. Det onde lever stadig - og Natspindleren er kommet for at sætte sit dødsmærke.

Efterfølgeren til "Ravneskrig" er bestemt værd at læse. Som i "Ravneskrig" er der malet et virkelighedstro billede af en ukendt verden, som emmer af middelalder og vikinger. Myterne er i højsædet nu og der spares ikke på mystik og overnaturlige væsner i denne historie - dog ikke på samme måde som i andre fantasyhistorier, hvor personerne rent faktisk møder disse mystiske væsner, men mere som i at de hele tiden lurer i udkanten af bevidstheden, klar til at kradse og bide når du mindst venter det. Det er rigtig fedt at læse mere om historierne bag Karstel, hvilke sagn de har og hvilken rolle Sia spiller i det hele. Sia må igen kæmpe mod det onde og igen sætter hun livet på spil for dem hun elsker og holder af. Igen er der dog ikke meget tju-bang over handlingen, men på en eller anden måde føles det som om der sker mere i denne alligevel. Der er hele den sideløbende historie om "rotten" der vil have hævn, og det er utrolig spændende og angstprovokerende at man ikke ved hvem det er eller hvem han mødes med. Det er virkelig spændende at følge med i den historie, og at brikker først falder på plads til sidst, er endnu bedre.

Jeg kunne godt lide Sias kamp for at redde dem hun elsker - og at hun er villig til at ofre sig selv i det gode sags tjeneste er en nobel ting at gøre, om end lidt naivt. For hun lærte jo i "Ravneskrig" at alting går meget bedre når man er omkranset af venner der vil hjælpe en. Det lader hun dog til at have glemt nu, og i forsøget på at redde dem alle, risikerer hun faktisk at ingen af dem vil nå at komme frem til hende før det er for sent. Heldigvis har hun nogle kloge venner, der vil gøre alt hvad de kan for at redde hende.

Persongalleriet i denne fortælling er meget tydelige: Sia der vil gøre alt for at redde dem hun elsker, hun er dog usikker på om hun er i stand til at regere Karstel når den tid kommer, men den usikkerhed er med til at gøre hende relaterbar for læseren. Liam kæmper med at have været en af De Sorte, han føler ikke han passer ind mere og at folk sender ham blikke og dømmer ham. Han er egentlig sin egen værste fjende, og ved at lukke sig inde i sig selv skubber han alle væk som gerne vil hjælpe ham. Men mon ikke han bliver klogere? Dog havde jeg flere gange lyst til at give Tore et par på siden af hovedet. Han er meget wimpy og klæbende (måske for klæbende). Han er en pleaser og han er bange for at være alene - han har dog lidt utrolig store tab, så selvom han irriterer mig, kan jeg godt forstå ham.

Dette er god efterfølger, der sprogligt og historiemæssigt er bedre og mere gennemarbejdet (sådan føles det i hvert fald) end etteren. Det er bestemt en historie jeg vil anbefale til yngre fantasylæsere, som mangler læsestof. Jeg kunne godt forestille mig at der var flere historier at hente i Karstel, men om forfatteren vil forfølge disse, er ikke til at vide. I så fald, vil jeg glæde mig til at vende tilbage og læse mere!

Tak til Mellemgaard for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2017
Antal sider: 351
4 ud af 5 stjerner

mandag den 19. marts 2018

Gena Showalter; Førstelivet [Sponsoreret]

Gena Showalter; Førstelivet (Evigt liv, #1) [Sponsoreret af HarperCollinsNordic]

Bagsidetekst:
Slutningen på livet er kun begyndelsen.

Man siger, at historien skrives af dem, der overlever. Men jeg ved, det ikke er sandt. Mit navn er Tenley Lockwood, og snart er jeg død. Dette er min historie ...

Tenley "Ten" Lockwood er en helt almindelig 17 årig pige - bortset fra én ting. Hun har tilbragt de sidste tretten måneder låst inde på en anstalt. Hvorfor? Fordi hun nægter at lade sine forældre bestemme, hvor hun skal bo - efter hun er død.

I den virkelighed, hvor Tenley Lockwood bor, kender alle sandheden: Førstelivet er kun en generalprøve, og det virkelige liv begynder efter døden.

I Det evige liv findes der to virkeligheder: Trojka og Myriaderne - livslange fjender og dødelige rivaler. Begge vil gøre hvad som helst for at rekruttere Ten. Snart er hun på flugt, fanget i en styrkeprøve mellem to virkeligheder, som begge vil have hendes ånd. Hvem kan hun stole på? Og hvad sker der, hvis den virkelighed, hun havner i, ikke er det sted hendes livs kærlighed bor? Hun må ganske enkelt holde sig i live længe nok til, at hun kan træffe beslutningen selv ...

Så blev det endelig tid. Eller jeg tog mig bare endelig sammen til at læse denne utrolig smukke bog! Jeg blev fuldstændig fanget af forsiden første gang jeg så den og bagsideteksten lovede mig et vildt eventyr og en dystopisk-science ficktion-agtig virkelighed - eller flere virkeligheder - med krig, drama, venskab og kærlighed. Heldigvis kunne bogen indfri de løfter!

Jeg vil dog lige starte med at sige at alt det her død, evigt liv og de forskellige virkeligheder lige krævede lidt tilvænning. Er de virkelige steder? Hvor er de så i forhold til hvor handlingen udspiller sig, nemlig i Høstens Land? De Mange Slutninger er et fysisk sted, som Ten ender i et par gange, men bliver hendes krop hvor den er? Archer og Killian - begge agenter, begge med "skaller" for at sløre deres virkelige jeg, hvor er de så fysisk? Der var virkelig mange spørgsmål, men jo længere ind jeg kom i fortællingen, jo mere fanget jeg blev af handlingen, jo mindre betød disse spørgsmål for mig. Jeg måtte dog lige holde tungen lige i munden flere gange, og jeg blev også nødt til at bladre tilbage og lige læse en ekstra gang, for historien er lidt kryptisk - også fordi den ikke minder om noget jeg tidligere har læst. Jeg har læst om parallelle verdener før, men et sted hvor du kan dø flere gange og leve videre? Det tror jeg ikke jeg er stødt på før. Det er en interessant ide. For så kan du leve fuldt ud flere gange - måske endda få to meget forskellige liv.  Og så er der det med ens sjæl som der er to "virkeligheder" der gerne vil have - igen, hold tungen lige i munden. Jeg forestiller mig disse virkeligheder lidt som byerne i "Rød Dronning": smukke, indbydende, imponerende og farlige, hvis man er på fjendens side.

Undervejs får vi, via mails, et indblik i hvem Archer og Killian er og hvad deres status er på deres respektive sider af virkelighederne. For de er fjender, men må nu lære at stå sammen for at beskytte Ten. Ten som er utrolig vigtig for begge virkeligheder, uden at hun selv vil være det. Hun vil egentlig bare gerne elskes af sine forældre og have en normal hverdag. Det kommer dog på ingen måde til at ske da hun hele vejen igennem historien skal kæmpe for overlevelse. Hvis det ikke er i det fængsel hun er anbragt, så er det i vildmarken eller i Mange Slutninger. Hun er konstant på flugt og ved ikke hvem hun kan stole på - selv drengene skuffer hende flere gange. Ten er hårdfør og giver sig ikke så let, alligevel er hun blød som smør når hun bliver behandlet ordentligt og under overfladen er jeg sikker på at der gemmer sig en loyal og trofast ven for livet, hvis man gør sig fortjent til hendes tillid.

Sproget i historien er hårdt og lige på - alt fra de forskellige måder Ten er blevet tortureret på, til hvordan "skallerne" dør, til Mange Slutninger, er beskrevet ned til mindste detalje. Jeg kan uden besvær forestille mig Tens smerter efter alle de slåskampe hun har været i. Alle de gange hun er blevet mishandlet. Jeg kan forestille mig både hendes fysiske og psykiske smerte, og det bliver ikke for meget. For historien kan bære det. Jeg ville være faktisk være ked af det, hvis hårdheden går af historien. Sproget minder mig igen lidt om "Rød Dronning" hvor der heller ikke er lagt fingre imellem og hvor jeg nemt kunne se de forskellige scenarier for mit indre blik. Især beskrivelser af følelser er godt beskrevet og forklaret - uden at det bliver for meget. Der er en hårfin balance mellem hvor meget man kan beskrive uden det bliver for meget - sådan har jeg det i hvert fald. Det skal lige tilpas til den enkelte historie.

Der er et godt flow i hele bogen, og jeg var virkelig fanget fra første side. Jeg ville vide mere og havde undervejs tusinde spørgsmål - halvdelen stadig ubesvaret, men bog to ligger og venter og det kribler i mig for at begynde, for jeg sikker på at Ten kommer til at løbe og flygte endnu mere - og sikkert også stå fast og kæmpe!

Tak til HarperCollinsNordic for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: HarperCollinsNordic
Original titel: Firstlife
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 430
5 ud af 5 stjerner

fredag den 16. marts 2018

Cecelia Ahern; Perfekt (Flosset, #2)

Cecelia Ahern; Perfekt (Flosset, #2)

Bagsidetekst:
Celestine North lever i et samfund, der kræver perfektion. Efter at være blevet mærket som FLOSSET af den moralske domstol, har Celestine mistet sin frihed. Dommer Crevan har erklæret at hun er samfundets største trussel, og hun lever nu under jorden - konstant på flugt fra myndighederne. Med sig har hun den indadvendte, men attraktive Carrick, som er det eneste menneske hun kan stole på - og sammen udvikler de en plan, der kan få hele det PERFEKTE samfund til at smuldre. Men tiden er ved at løbe ud for Celestine, der er nødt til at trække en stor beslutning: Skal hun redde sig selv eller sættet livet på spil for at redde alle de andre FLOSSEDE?

Da jeg første gang hørte om "Flosset" havde jeg troet det var en enkeltstående historie - derfor blev jeg positivt overrasket da jeg fandt ud af at der kom en efterfølger, og endnu mere positivt overrasket over hvor gode bøgerne er! Der er hæsblæsende aktion på samtlige sider og jeg er imponeret over at forfatteren har kunne holde standarten så høj som hun har gjort. Jeg synes ikke der er nogen steder hvor historien falder i kvalitet. Det er spændende og medrivende fra første side.

I "Flosset" bliver Celestine brændemærket for at have hjulet en ældre flosset mand og det burde have givet hende en fængselsstraf. I stedet blev hun nationens mest brændemærkede og dermed flossede person - noget der har gjort hende eftersøgt og har medført at hun ikke tør stole på nogen. Selvom hun stoler på Carrick, er der tidspunkter, hvor selv deres forhold kommer under pres og det er ikke helt til at sige om de kommer sig over det - jeg havde faktisk ikke forestillet mig den slutning vi fik. Hendes tillid til mennesker bliver gang på gang brudt, men den bliver også genopbygget. Undervejs på sin flugt møder hun andre mennesker der også lider under samfundet. Lider under den måde man skal leve på når man er flosset. Og det er ikke noget liv! Det er blot en anden form for slaveri og det er den skræmmende virkelighed som Celestine lever i. En virkelighed hun for alt i verden ønsker at ændre - både for sig selv og sin familie, men også de familier hun lærer at kende undervejs: dem der har kæmpet meget længere end hende selv. Dem der ikke vil opgive håbet om en bedre fremtid.

Det er skræmmende læsning. For selvom vores samfund ikke ser sådan ud, er vi ikke helt uskyldige. Vi brændemærker ikke, men vi mærker alligevel dem der gør noget forkert, dem der handler egoistisk og dem der bryder ens tillid. Vores mærker er bare usynlige, men de er der stadig. Det er en historie om hvad der sker når ét menneske får for meget magt. Når et menneske begynder at blive flosset, selvom han ikke burde være det. Han burde sætte standarten og gå i spidsen, ikke blive korrupt og gøre tingene efter sit eget hoved. Ikke sætte alt over styr fordi han har begået en fejl. Er alle mennesker ikke flossede? Jeg tvivler på at nogen ærligt og med hånden på hjertet, kan sige at de aldrig har begået en fejl. Aldrig har misbrugt andres tillid eller handlet egoistisk. For det er menneskeligt at fejle. Det er af vores fejl vi lærer de vigtigste lektioner vi som mennesker kan lære. Hvad ville der ikke ske med samfundet hvis muligheden for fejl blev gjort til skamme? Blev gjort strafbare? Så vil vi leve i et samfund, hvor ingen handler efter logik og medfølelse. Hvor ingen vil forsøge at stræbe efter mere end de har fortjent. Og sådan et samfund burde ingen leve i!

Selvom det er dyster læsning, er der alligevel lyspunkter undervejs. Jeg synes samspillet mellem Celestine og Carrick er rigtig godt - de har deres egne meninger og det giver knuder på tråden, ligesom i et helt almindeligt forhold, selvom deres forhold langt fra er almindeligt. Det er blomstret i et fængsel og under konstant pres - hvad sker der når det pres forsvinder? Jeg kan også godt lidt at Celestine bliver ved med at stå ved sine meninger og holdninger. Hun kan godt snuble, falde og være i tvivl, men inderst inde ved hun hvad hun kæmper for: Logik og medfølelse!

Fakta:
Forlag: Politiken
Original titel: Perfect
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 368
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 14. marts 2018

Katharine McGee; Blændende højder [Sponsoreret]

Katharine McGee; Blændende højder [Sponsoreret af Gyldendal]

Bagsidetekst:
New York, 2118. En glitrende vision af en fremtid, hvor alt er muligt - hvis man ønsker det brændende nok.

Leda bliver hjemsøgt af mareridt om det, der skete den værste aften i hendes liv. Hun er bange for, at sandheden skal slippe ud, og derfor hyrer hun Watt, hendes personlige superhacker, til at holde øje med vidnerne fra den aften.

Rylin får et legat til en eliteskole på de øverste etager. Men hvis hun skal gå i skole der, kan hun ikke undgå at møde den fyr, hun er forelsket i; ham, som fik sit hjerte knust af hende, og som knuste hendes som straf.

Avery kæmper for at leve med sin forbudte forelskelse - findes der noget sted i verden, hvor hun og Atlas kan få lov at være sammen?

Og så er der Calliope, den mystiske og frisindede skønhed, som er kommet til New York med ét mål - og flere hemmeligheder, end nogen aner.

Imens er der en, som tørster efter hævn, så de gør klogt i at huske, når man bor i de blændende højder, skal man ikke gå for tæt på kanten ...

I andet bind i denne hæsblæsende serie hvirvles vi dybere og dybere ind i hovedpersonernes liv og hemmeligheder. Vi ved nu hvem der dør i første bind (bare rolig, jeg afslører det ikke), men det betyder ikke at verden ved hvem der slog hende ihjel. Leda truer nemlig alle der var tilstede den skæbnesvangre aften. Hvis de siger sandheden, vil hun afsløre deres inderste hemmeligheder - og det er der ingen af dem der tør risikere. Dog undervejs finder flere og flere personer ud af disse hemmeligheder, så jeg er spændt på hvad der sker i bind tre. Der er allerede lagt i kakkelovnen til den helt store finale. For hvem gør det af med den eneste person, udenfor fællesskabet, der ved alt om dem alle?

Jeg er stadig meget fascineret af denne historie. Det er lidt "Gossip Girl", "Pretty Little Liars" og "Rivalerne" blandet med de vildeste gadgets og teknik. Jeg ved ikke om jeg tør håbe på om vi nogensinde får sådan en fremtid. For det virker på mig kold og kynisk. Alle typer af mennesker "spærret" inde i et højt tårn. Aldrig komme udenfor. At man er så afhængig af teknik at man får det inkorporeret i ens egen krop? Det virker vildt. Som noget der er meget langt ude i fremtiden, og alligevel forholdsvis tæt på. Jeg tænker på Watts computer og på de linser de alle sammen har. At man konstant er koblet sammen - aldrig alene. Og alligevel, sikkert mere alene end nogensinde før. Det er en skræmmende tanke at vi kan nærme os sådan en fremtid.

At vi følger så mange af de forskellige personer, er med til at give historien sit hæsblæsende tempo. Handlingen spænder ikke over mange uger, og der er aldrig tid til at stoppe op, trække vejret og slappe af. De er alle sammen i konstant beredskab og frygter hele tiden det værste. Ingen kan vide sig sikre på noget som helst, og det medfører at ingen rigtig stoler på hinanden - selvom alle gerne vil udnytte alle til deres egne fordele. Jeg kan godt lide at blive holdt hen i uvished og at vi, som læser, heller aldrig rigtig kan vide os sikre på noget. Der bliver stadig lagt små brødkrummer ud til os, det er bare op til os at stykke det hele sammen.

Der er dog et par steder hvor jeg følte handlingen kørte lidt for meget i ring og hvor jeg følte personerne var lidt for konfliktsky. Det ødelægger dog ikke min helheds opfattelse af bogen og historien og jeg kan roligt sige jer, at I er underholdt hele vejen igennem! Der er masser af underspillet humor og gode stikpiller undervejs, som pifter historien godt op. Jeg glæder mig i hvert fald til at se hvad det hele ender med!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Dazzling Heights
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 450
5 ud af 5 stjerner

mandag den 12. marts 2018

Katrine Memborg; K for Kardashian

Katrine Memborg; K for Kardashian

Bagsidetekst:
Familien Kardashian/Jenner fik sit eget reality-program i 2007. Dengang var der mange, der grinede af dem. I dag er alle fem søstre mega brands. De er blandt verdens mest googlede personer og ofte på forsiden af de helt store magasiner. Det ér en skør familie, men måske er det derfor, der er så mange, som følger med i deres farverige hverdag? De gør præcis, hvad de har lyst til - og er i øvrigt ligeglade med, hvad andre måtte tænke. Her kan du læse om de imponerende Kardashian/Jenner-søstre Kendall, Kylie, Kim, Kourtney og Khloé. Få et overblik over hele dynastiet, tjek din viden om familien i den store Kardashian/Jenner-quiz, og nyd bogens lækre billeder.

Jeg har en indrømmelse: jeg er en sucker for reality-tv! (I hvert fald noget af det) Min mand påstår dog hårdnakket at vores tv går i stykker hvis jeg ser det (han deler tydeligvis ikke min interesse!), men en gang i mellem tager jeg chancen og ser det alligevel (og jeg har fundet ud af at tv'et stadig virker bagefter!) Når jeg så endelig gerne vil se reality, er det ofte for at slå hjernen fuldstændig fra og når jeg heller ikke lige orker at læse, og ja, det sker faktisk en gang i mellem. Så synes jeg det er rigtig dejligt at ligge på sofaen, stene på Instagram og se fx "Keeping up with the Kardashian".

Jeg faldt over denne bog på Instagram og tænkte at den nok var total unødvendig at læse, men jeg havde lyst til det alligevel. For hvorfor skal jeg vide mere om dem? Og hånden på hjertet, så blev jeg faktisk ikke meget klogere. Vi hører om de fem søstre, deres forhold, skolegang, mobning, ægteskaber osv. Der var ting jeg ikke i forvejen vidste, men alt i alt blev jeg ikke klogere. Jeg var dog godt underholdt undervejs. For de lever et liv der er så langt fra mit eget at jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan det må være. At køre i så dyre biler, bo i så store hus eller bare i det hele taget være kendt for at være kendt. Jeg forstår det ikke, men de har jo lavet det til deres livsstil og det er jo mega godt gået. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det er hårdt arbejde, også selvom det ikke ser sådan ud, men at skulle være "på" hele tiden? Det må da være udmattende og hårdt. Samtidig kan man ikke have hemmeligheder - i hvert fald ikke særlig godt - fordi man konstant er omgivet af kameraer der følger ens mindste bevægelse. Mon det nogensinde er blevet filmet på tv at en af dem har pruttet?

Jeg har givet bogen 3 stjerner. Ikke som sådan fordi bogen er dårlig, men mere, unødvendig? Er det for hårdt at sige? Al informationen kunne jeg have fundet på diverse sider på internettet. Det er ikke fordi sproget er prangende eller det tekst der er, er specielt spændende skrevet, men alligevel bliver man indfanget i Kardashian/Jenner-familiens hektiske liv og fornemmer hvad de har gået igennem. Både som børn, med en opvækst fulgt på kamera, og som voksen, hvor alle forhold, fejl og familieskænderier er til offentlig skue - hele tiden!

Hvis du er til sladder, glamour og en bog der ikke kræver at du tager stilling til den, så kan denne fint anbefales. Jeg læste den på en time en aften med en kop varm the. Det fungerede fint for mig!

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet i: 2016
Antal sider: 184
3 ud af 5 stjerner

fredag den 9. marts 2018

The A to Z Book Tag

The A to Z Book Tag

Jeg faldt over det her book tag hos Rikke Reads på YouTube og fik lyst til selv at svare på det, men siden jeg ikke laver videoer, får I det på skrift i stedet. Beklager, hvis indlægget bliver lidt langt af den grund!

A – Author you’ve read the most books from
Jeg ville have gættet på at det var J. K. Rowling, men nej, det er faktisk Cassandra Clare jeg har læst flest bøger af. 13 bøger af hende har jeg læst.

B – Best sequel ever 
"Et rige af tåge og vrede" af Sarah J. Maas! Uden tvivl! For filan da hvor var den god. Simplethen fuldstændig fantastisk. Og kapitel 55? Uha!

C – Currently reading
Sarah J. Maas' "A Court of Wings and Ruin" og det kommer nok til at tage lidt tid. Den er på 705 sider!!

D – Drink of choice while reading
Jeg er ret kedelig og vil svare vand. Selvom jeg nogle gange drikker the, er det ofte vand jeg ender med.

E – E-Reader or Physical books 
Uha, begge dele? Jeg vil til hver en tid vælge en fysisk bog, men e-bøger er bare smarte når man skal på ferie og ikke gider have overvægt i kufferten af alle de bøger man vil læse undervejs.

F – Fictional character you would have dated in High School 
Måske Peter fra "To all the boys I've loved before" - selvom han er lidt en smartass, er han ret sød og i bund og grund en god fyr!

G – Glad you gave this book a chance
"Flosset" af Cecelia Ahern. Jeg har hørt meget godt om den, men det er som om tiden aldrig rigtig blev til at jeg skulle læse den. Nu har jeg gjort det og har også læst efterfølgeren og det er jeg virkelig glad for!

H – Hidden gem book

"Tigerhaven" af Joyce Sweeney. Jeg ved godt at det er en gammel sag efterhånden, men jeg kan virkelig stadig mærke den når jeg tænker på den. Hver gang jeg tænker på den, får jeg lyst til at læse den igen. Den burde alle der elsker realistiske ungdoms bøger virkelig læse.

I – Important moment in your reading life
Da jeg læste Harry Potter for første gang og fandt ud af hvor fantastisk det var at læse. Hvad jeg kunne opnå, hvilke steder jeg kunne besøge, hvem jeg kunne være og meget mere. Alt det, blot ved at læse. Fantastisk!

J – Just finished reading…
"Perfekt" af Cecelia Ahern.

K – Kinds of books you won’t read
Faglitteratur. Det er meget lidt, hvis overhovedet noget, faglitteratur jeg læser. Jeg tror det minder mig for meget om min tid på IVA og lektier, så derfor går jeg typisk i en stor bue uden om det. Det er nok også grunden til at jeg kun har læst én biografi. Og det er selvfølgelig den om bibliotekskatten Dewey.

L – Longest book you’ve read 
"Harry Potter og fønixordenen" er med sine 924 sider, den længste bog jeg har læst!

M – Major book hangover because of… 
"Et rige af tåge og vrede" - den kan jeg bare ikke ryste af mig. Helt igennem fantastisk bog!

N – Number of book cases you own 
Jeg har 5 store bogreoler og 2 små reoler.

O – One book you’ve read multiple times
"Tigerhaven" af Joyce Sweeney er nok en af de eneste bøger jeg har læst flere gange.

P – Preferred place to read 
Min stol i mit bibliotek. Ikke alene sidder jeg godt i den, jeg kan også sidde på mange forskellige måder og fordelen ved at den står i et rum for sig selv, er at jeg kan lukke døren når jeg vil være helt alene med mine bøger.

Q – Quote that inspires you / gives you the “feels”
“I will spend the rest of my life trying to make you happy, and when you get tired of looking at me, I promise I’ll sing.”
Ambrose Young, "Making Faces" af Amy Harmon.

“Dumbledore watched her fly away, and as her silvery glow faded he turned back to Snape, and his eyes were full of tears.
"After all this time?"
"Always," said Snape.”
"Harry Potter og dødsregalierne" af J. K. Rowling.

“If you stay, I'll do whatever you want. I'll quit the band, go with you to New York. But if you need me to go away, I'll do that, too. I was talking to Liz and she said maybe coming back to your old life would be too painful, that maybe it'd be easier for you to erase us. And that would suck, but I'd do it. I can lose you like that if I don't lose you today. I'll let you go. If you stay.”
"If I stay" af Gayle Forman.

R – Reading regret
At jeg ikke har mere tid i døgnet til at læse!

S – Series you started, but need to finish 
"Trækopfuglens krønike" af Haruki Murakami. Jeg tvivler på at jeg nogensinde får læst den færdig - i så fald skal jeg nok starte forfra.

T – Three of your all-time favorite books 
"Det gyldne kompas" af Philip Pullman, "Mig før dig" af Jojo Moyes og "I et spejl i en gåde" af Jostein Gaarder.

U – Unapologetic fangirl for… 
Mr. Christian Grey! I know, undskyld. Jeg har ikke læst "Fifty Shades" fra hans synspunkt og har hørt at det vil ændre mit syn på ham, så det vil jeg lade være med. Til mit forsvar vil jeg også have ham fra bogen og ikke filmen!

V – Very excited for this release more than any others
"Kragens kald" af Leigh Bardugo. Jeg ELSKER Grisha-serien og mine forventninger var tårnhøje og de blev i den grad indfriet! Det var en virkelig suveræn læseoplevelse.

W – Worst habit 
Høre lydbogen, selvom jeg har den fysiske bog. Til mit forsvar kan jeg så både køre bil og "læse" eller være kreativ og "læse" - win-win!

X- X Marks the Spot: the 27th book on your shelf 
Marie Lu's "Legend" som graphic novel.

Y – Your latest book purchase 
"Strange the Dreamer" af Laini Taylor som e-bog til min Kindle.

Z – Zzzz snatcher: last book that kept you up way too late 
Elle Kennedys serie "Off-Campus" holdt mig vågen mens Iris var lille. Jeg var alligevel vågen om natten fordi jeg skulle amme, så jeg læste også. Siden har jeg forsøgt at gå ordentlig tid i seng, for ellers er jeg alt for usammenhængende dagen efter.


Mon Simone, Iben og Michelle vil lege med?

onsdag den 7. marts 2018

Leigh Bardugo; Kragens kald [Sponsoreret]

Leigh Bardugo; Kragens kald [Sponsoreret af Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
Ketterdam: Det kriminelle geni Kaz har en drøm om t lede Ketterdams underverden, men han er ung og savner de andre banders respekt. Derfor påtager han sig en livsfarlig opgave, som ingen af de andre kriminelle tilsyneladende vil røre ved. Kaz sammensætter et højst usædvanligt hold af minre respektable forbrydere fra underverdenen:

En hævntørstig straffefange.
En skarpstykke med meget dårlig dømmekraft.
En rigmandssøn med en mystisk fortid.
En spion kendt som Genfærdet.
En magisk hjerteknuser med en tragisk kærlighedshistorie.
En tyv med talent for kreative flugter.

Kaz og hans lille hold er de eneste, der står mellem verden, som de kender den og den enorme trussel, som de skal forhindre i at udfylde sig. Hvis de altså ikke slår hinanden ihjel først ...

Hvis du ikke har hørt om "Six of Crows"-serien, så tror jeg du har boet under en sten det sidste års tid. Hvis du følger andre bookstagrammers (især engelske) har du næsten ikke kunnet undgå denne serie. Alle taler om den. Alle tager smukke billeder af den og alle er vilde med den! I hvert fald så vidt jeg kan forstå. Og det er fuldt forståeligt!! For "Kragens kald" lever op sin hype og jeg er fuldstændig pjattet med det!

Historien foregår i samme univers som Grisha-serien, som jeg synes er virkelig fascinerende. Efter at have stiftet bekendtskab med det sammen med Alina og Mal glædede jeg mig til at vende tilbage. Det er dog ikke helt det samme Ravka som jeg oplevede med dem. Nu er i en anden del af landet og i denne del er det ilde set at være grisha. Hvis man er en, holder man sig under radaren og i skjul. En af Kaz' medsammensvorne er grisha, og har tidligere været ved at miste livet på grund af det - og til en af hans andre kumpaner. Så har vi allerede lidt spænding mellem to vigtige personer fra start af - så langt så godt. Der er ikke rigtig nogen der bryder sig om rigmandssønnen, Wylan, som flere af dem bare tror er med fordi Kaz skal have noget på Wylans far. Wylan viser sig dog at være utrolig nyttig og måske kommer han lidt tættere på en af de andre fra holdet, end det er planlagt. Genfærdet der før blot har ønsket sig sin frihed begynder på rejsen at drømme om mere - og mere end hvad hun kan finde i Ketterdam. Kan Kaz sætte hende fri og hvad vil han selv miste ved at gøre det?

Selvom sproget til tider godt kan være lidt tungt at danse med, gjorde det mig ikke noget. Da jeg har læst Grisha-serien, har jeg vænnet mig til stilen og jeg synes den passede rigtig godt til den rå og brutale handling. Der er ikke plads til følelser, kærlighed eller endda bare nærhed. Det er en mørk og dyster fortælling hvor der ikke rigtig er nogle gode. Der er ingen "choosen one", ingen helt eller skurk. Alle der er med kæmper for overlevelse og det kan man kun hvis man er kløgtig, bruger list og ikke er bange for at bruge beskidte tricks - og det er Kaz "Dirty Hands" Brekker ikke! Som i, overhovedet ikke!

Noget jeg synes der var virkelig fedt ved denne bog, udover historien og personerne der, selvom de ikke er guds bedste børn, er virkelig nemme at holde af, er at vi konstant bliver holdt hen. Vi får aldrig alle detaljer for Kaz' plan på en gang, men må, ligesom hans besætning, gå hen i det uvisse. Det er så fedt at man som læser også går og gætter og føler sig usikker på hvad den store plan egentlig er. I det hele taget er "Kragens kald" endnu en genistreg fra Leigh Bardugos hånd.

Jeg kan ikke vente med at vende tilbage endnu engang - og jeg er sikker på at jeg vil sidde måbende tilbage over Kaz' ukuligehed og kløgt. Hungerende efter mere. Skræmt over at de igen og igen må gå over grænsen og forbløffet over at de umulige helt sikkert vil lykkes for dem - men for hvilken pris?

Jeg er fan og jeg er hooked! Take me back!

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: Six of Crows
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 458
5 ud af 5 stjerner

mandag den 5. marts 2018

Sidsel Sander Mittet; Stenløvens brøl [Sponsoreret]

Sidsel Sander Mittet; Stenløvens brøl (Krøniken om Morika, #3) [Sponsoreret af Facet]

Bagsidetekst:
I det gyldne morgengry marcherede række efter række af sortklædte soldater op mod Maasa-das port, blot for at sprede sig ud på plateauet foran. 
"De er så mange," sagde Itua. "Jeg anede ikke, de var så mange."

Sandsnogens by er faldet, hilaerne er splittet af interne stridigheder og morikanerne er på fremmarch med den skånselsløse Iton i spidsen. Midt i konflikten står Itua, den tidligere morikanske adelskvinde, der nu er kriger, og Kraftkrigeren Aaton, som har brudt med sit folks traditioner og tabuer. Flugt er ikke længere en mulighed. Begge må de indtage deres roller og samle hilaerne i den kamp, der kommer til at forme landets fremtid. 

Endnu engang må jeg tage afsked med Morika. Jeg holder virkelig meget af rejserne til dette magiske og anderledes land, også selvom dette sidste bind er noget mere dystert og voldeligt end de foregående bind. Opgøret har ulmet igennem hele fortællingen, og nu er vi nået til klimaks. Et klimaks der skal forandre og forme Morika til det land vi kender fra Eshri og Koraus fortælling, der foregår langt senere. Det fungerer rigtig godt at have læst den "nutidige" del af fortællingen om Morika først, for så at læse forløberen. Det giver et godt indblik i hvorfor landet og samfundet ser ud som det gør. Sidsel har virkelig øje for detaljerne og jeg synes det er fedt at være vidne til oprindelsen af mange sagn og myter, som vi læser om i serien med Eshri. I andre historier tager vi blot disse sagn for givet, men nu er vi faktisk med ved tilblivelsen af dem. Hvordan de skabes med fortællinger der er mundtligt overleveret, for at blive skrevet ned senere. Hvordan de personer myterne omhandler rent faktisk levede og tænkte.

I dette sidste bind skal vores personer virkelig stå deres prøve. Hvor langt er de villige til at gå for redde deres folk? Både morikanerne og hilaerne. Alle har noget at miste og alt at vinde. Alle har hemmeligheder for alle, alle bedrager alle - for et større gode. Et opgør med traditioner og samfundsopbygning. Karaktererne i historien skal finde ud af hvor deres loyalitet ligger. Hvor mange skal dø for den frihed de drømmer om? Hvor langt vil Itua og Aaton gå for at redde deres folk? Samtidig overrasker flere af personerne mig. Jeg er vild med Byroon og hans styrke, og han har konstant overrasket mig igennem alle tre bøger, hvilket er rigtig fedt.

Dette er noget af de ypperste indenfor dansk fantasy. Jeg er dybt imponeret over at Sidsel har kunnet holde tungen lige i munden og bevare overblikket. Jeg er forundret over at serien, efter så mange bind, stadig er spændende og fængslende. Sproget er stadig let og legende, selvom historien er mørk og dyster. Som læser bliver man indfanget af karakternes styrker, svagheder og personlighed. Det hele spiller rigtig godt sammen og er med til at give bogen sit helt eget liv. Det er et vemodigt farvel, men også et farvel der tages med oprejst pande og et håb for en fremtid alle kan være tjent med (selvom vi som læser jo godt ved hvad der venter - mon der kommer mere!)

Tak til Facet for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2018
Antal sider: 464
5 ud af 5 stjerner