onsdag den 13. december 2017

Ellen Holmboe; Og de onde lo [Sponsoreret]

Ellen Holmboe; Og de onde lo [Sponsoreret indlæg af Alvilda]

Bagsidetekst:
Glæd dig til en samling amoralske dyrefabler, hvor de onde ler, og de gode bli'r ædt ...

Amoralsk og umoralsk
Amoralsk er den, der ikke har nogen moral og ikke kan kende godt fra ondt.

Umoralsk er den, der kender forskel på godt og ondt, men som alligevel bryder de vedtagne regler, bevidst eller udbevidst. 

Først vil jeg sige: wow!! For denne billedbog er - på trods af indholdet - noget af det smukkeste jeg har set længe! Selve bogen er stor og den flotte illustration på forsiden lover dystre og makabre historier - og det holder den.

Så vil jeg så sige, at hvis man ikke kan lide amoralske og umoralske personer og historier, så skal man ikke læse videre. Jeg vil dog mene at alle - både børn og voksne - ville kunne finde bogen både spændende og lærerig og bestemt også underholdende. Nogle af historierne er så makabre at man må ryste på hovedet for at komme videre i bogen. Bogen indeholder 12 meget forskellige og dog rimelig ens groteske historier. Forskellige fordi de omhandler meget forskellige personer, måske nærmere dyr, ens fordi de alle tager det at være amoralsk op. Der er bl.a. historien om børnene der spiser deres far og sætter jagten ind på deres mor. Der er historien om pingvinerne der slår isbjørne ihjel og spiser dem - hvilket også forklarer hvorfor der ingen isbjørne er på Sydpolen, så lærte jeg også det. Der er historien om løvinderne, der spiser den utilfredse og meget dovne hanløve.




Selvom bogen kun er på 32 sider, vil det tage dig meget lang tid at læse den. Historierne er også forholdsvis korte - ingen er mere end én side lang - men indholdet af disse fabler og illustrationer vil fastholde dig lige lidt længere på hver side. For der er leget med sproget i teksten. Selvom handlingerne er mørke og dyster, er sproget let og levende og det er virkelig fedt at læse. Illustrationerne er virkelig en klasse for sig. Sjældent har jeg set så mange detaljer på hver side. Samtidig passer de til de enkelte historier og jeg kan kun forestille mig det kæmpe arbejde det har været at lave dem. For ikke alene passer de til hver enkelt historie, de er også meget naturtro og store. Ikke alene er der en helsides illustration til hver historie, der er også en ramme til hvert tekststykke, som igen passer til historien. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på biologilokalet der hvor jeg gik i gymnasiet hvor der stod kranier, udstoppede dyr og dyr i glas. Det er meget gennemført!



Hvis dette var en lektørudtalelse ville jeg skrive noget i stil med at det må være den smukkeste og mørkeste billedbog jeg har læst i år og at den helt klart skal anskaffes. Dette er dog ikke en lektør, men anbefalingen står stadig ved magt. Det er virkelig noget af det flotteste jeg har læst i år - helt klart det mest makabre, men det er på ingen måde en dårlig ting i denne sammenhæng. Jeg vil med glæde kaste mig over flere fabler fra denne forfatter og illustrators hånd en anden gang.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2017
Antal sider: 32
5 ud af 5 stjerner

1 kommentar:

  1. Den må jeg tage et kig på - den lyder spændende :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet