fredag den 25. november 2016

10 spørgsmål #9: Sarah Engell

10 spørgsmål #9: Sarah Engell
Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Jeg var vild med "Bennys badekar" og også "Cykelmyggen Egon" selvom jeg (af en eller anden grund) syntes den var lidt uhyggelig. Også Grimms eventyr "Snehvid og Rosenrød" var blandt mine favoritter.

Hvad er den første bog du selv læste?
Det kan jeg desværre ikke huske. Men jeg kan tydeligt huske, at den bog, der gav mig lyst til selv at begynde at skrive var "Lille Virgil", som jeg læste om og om igen, fra jeg var 7-8 år og indtil ... tja, jeg kan faktisk stadig ret godt lide den.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Som barn elskede jeg bøger af især Ole Lund Kierkegaard, Bjerne Reuter og Dennis Jürgensen. Da jeg blev teenager, forelskede jeg mig - ligesom resten af min generation - i ungdomsbogen "Martin og Victoria". Jeg har ikke turdet at genlæse den som voksen af frygt for knuse forelskelsen.

Din yndlingsbog som voksen?
"Spillelærerinde" af Elfriede Jelinik. Hun skriver vanvittigt godt.


En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Jeg er flere gange startet på "Hypnotisøren" af Lars Kepler. Det ville jo ikke være dårligt at lure millionforfatterne nogle tricks af. Desværre når jeg aldrig ret mange sider ind i bogen, før jeg begynder at "overspringslæse" andre bøger. Måske er jeg bare ikke nået til det spændende sted endnu.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Jeg har en ongoing ambition om at få læst en masse tykke, støvede historiebøger og dermed rode bod på, at jeg gennem hele min skoletid lod, som om faget historie ikke fandtes. Indtil videre er det blevet ved ambitionen.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Når jeg er i gang med at skrive på et nyt manuskript, læser jeg en del bøger som research. Lige nu er jeg eksempelvis ved at skrive en bog, der - blandt andet - handler om Syrien, og derfor har jeg stort set ryddet mit lokale bibliotek for bøger om Syrien: kogebøger, geografibøger, dokumentarbøger osv.

De bøger der ikke har med mit arbejde at gøre, vælger jeg, så vidt muligt, ud fra ren, egoistisk lyst. Som ung læste jeg en del bøger, fordi jeg syntes, jeg burde læse dem. Men efter jeg fik børn - og dermed min fritid blev reduceret med 90% - vælger jeg mere med hjertet.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
Bente Clods "Englekraft" minder mig om det år, hvor jeg tog mit allerførste skrivekursus og begyndte på det, der senere blev min debutroman "Hvis bare ...". Når jeg genlæser bogen, kan jeg tydeligt huske Bentes hyggelige køkken, hvor vi sad og skrev, og de lange cykelture fra Nørrebro til Amager, hvor sætninger og idéer piskede rundt i hovedet.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Det er faktisk sjældent, jeg hører musik, mens jeg læser. Til gengæld hører jeg tit musik, mens jeg skriver, og der kan jeg sagtens genkende det, du beskriver. Eksempelvis hørte jeg rigtig meget Marie Key, mens jeg skrev "Hjertet er 1 organ", så nu minder hendes musik mig altid om den historie.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Det er godt nok ikke en roman, men en skøn, lille kvadratisk bog, der altid gør mig i godt humør, når jeg åbner den: "F*ck alt - og bliv lykkelig" af John C. Parkin.

En romananbefaling kunne være "Hundens øre" af Maria Ernestam. En bog jeg har læst flere gange og elsker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar