torsdag den 3. april 2014

Erin Morgenstern; Nattens cirkus


Erin Morgenstern; Nattens cirkus

Denne bog er meget anderledes end jeg havde forestillet mig den var. Det er en hold-tungen-lige-i-munden-bog - der er et "du" at holde styr på, samtidig med mange andre personer i meget lang tid. Dette skal ikke forstås som en skræmmeteknik, for bogen er utrolig magisk læsning. Jeg tror det er den mest passende beskrivelse jeg kan komme med.

En udfordring skal udkæmpes mellem to overfor hinanden (til at begynde med) ukendte parter. Der skal findes en arena hvor kampene skal stå. Du følger deres kamp. Hvert deres skaktræk er udførligt beskrevet og du holder lige meget med dem begge to - indtil det går op for dig at de egentlig kæmper for det samme, nemlig kærlighed!

Samtidig følger du en ung dreng, som du i starten ikke tilskriver nogen særlig stor betydning, men egentlig er mere irriteret på. For når vi følger ham, ved vi ikke hvad der sker i arenaen. Men hold ud, for han bliver utrolig vigtig.

Jeg kan/vil ikke løfte sløret for meget mere om denne bog, for det er simpelthen en oplevelse lidt ud over det almindelige jeg læser. Det tog mig længere tid at læse denne, end jeg havde troet, men jeg må sige at, selvom jeg til tider var frustreret over handlingen, så er det en fantastisk spændende, velskrevet - velovervejet og meget magisk bog. Den efterlader en med en følelse af om hele bogen egentlig er en drøm eller om det er virkelighed.

Jeg vil ikke afsløre hvordan den ender - hvem der er "the last one standing" og om kærligheden vil overvinde selv det mægtigste magi. Jeg vil råde dem, der holder af at læse kryptiske bøger, bøger med indviklet handling, bøger med mange personer og bøger med et strejf af noget magisk, til at læse denne bog - efter min mening vil man ikke blive skuffet!

Fakta:
Forlag: Bazar
Udgivet i 2012
Original titel: The Night Circus
Antal sider: 482 sider
Læst på dansk
Målgruppe: Ung voksen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar