søndag den 16. februar 2014

Sylvia Day; Syv års længsel


Sylvia Day; Syv års længsel

Jeg har gerne ville læse noget af Sylvia Day for noget tid nu, men har ikke kunne finde tiden til at læse hendes serie "Crossfire", så da den her udkom, tænkte jeg at jeg kunne starte med den og så læse de andre når tiden var til det.

"Syv års længsel" er en kærlighedshistorie lidt ud over det sædvanlige. Den starter dagen før lady Jessica Sheffields bryllup med Benedict Reginald Sinclair, viscount af Tarley. Jessica går tur i skoven med sin hund da den løber væk, og i jagten på den, kommer hun forbi et lysthus hvor et optrin er i gang. Et optrin som sætter spor i Jessicas videre liv. Hun ser nemlig Alistair Caulfield have sex med en gift kvinde og han ser Jessica. Hun hele optrinnet har de øjenkontakt og det både ophidser Jessica og skræmmer hende at nogen kan have sex sådan. Hvad hun ikke ved er dette øjeblik også har stor betydning for Alistair - for han sætter sig for at Jessica en dag skal blive hans.

Vi springer nu 7 år frem i tiden. Jessica er blevet enke efter et lykkeligt, men barnløst ægteskab. Hun har arvet en plantage efter Benedict og vil nu tage til Jamaica for at sælge denne. Hun skal sejle hele vejen alene kun i selskab med sin tjenestepige, men Benedicts bror, Michael, sørger for at hun får selskab på turen - i skikkelse af Alistair. Det er nemlig et af hans skibe hun skal sejle med og han vil ikke lade den chance for at forføre Jessica forsvinde.

Under turen lærer disse to mennesker hinanden bedre at kende og de indleder et lidenskabeligt forhold. De deler deres dybe og mørke hemmeligheder. Alistair fortæller hvorfor han havde sex med en gift kvinde og Jessica fortæller om sin hårde barndom, præget af trusler og vold. Samtidig står det klart for dem begge at natten i lysthuset har sat spor i dem begge og Jessica bliver overrasket over at Alistair har villet have hende i alle de forgående år.

Hjemme i London følger vi også Jessicas yngre søster, Hester, der lever i et voldeligt forhold og hvilke kvaler hun har med pludselig at være med barn med en voldelig ægtemand. Benedicts bror, Michael, har altid haft et godt øje til Hester, men ved ikke hvordan han skal handle på det når hun er gift.

Da Jessica finder ud af at hendes søster er gravid tager hun med Alistair tilbage til London, hvor der venter en hel del prøvelser hvis de skal have det liv de drømmer om.

Selvom bogen har en del erotiske momenter, synes jeg ikke at det er det bærende moment i fortællingen. Nej, det er først og fremmest en kærlighedshistorie, med store bogstaver. Det er en rørende historie om indtil flere par, der går så grueligt meget igennem før de kan få hinanden. En rigtig god bog, der bestemt er værd at læse! 

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i 2013
Original titel: Seven years to sin
299 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar